Helsingborgs historie strækker sig tilbage til vikingetiden.
Dens vigtige placering, hvor Øresund er smallest har givet byen en strategisk position i lang tid.
I middelalderen var byen og dets slot en af Nordens mest magtfulde fæstninger og var dermed involveret i mange af den tids magtspil.
Gennem århundrederne har Helsingborg været skueplads for flere politiske konflikter og stridigheder.
De tilbagevendende krige har også været hårde for byen og dens bygninger.
Siden 1700-tallet har byen dog levet en relativt fredelig tilværelse, og i 1800-tallet lykkedes det Helsingborg at komme stærkt tilbage ved at blive en af Sveriges hurtigst voksende byer som en vigtig havne- og industriby.


Oprindelse og opvækst.

Helsingborg er en af Nordens ældste byer med rødder tilbage til vikingetiden, omkring 800-1000 e Kr.
Imidlertid var bebyggelsen på denne tid meget sparsom, da det i stedet var omkring Råån at de vigtigste handelspladser lå.
Helsingborg stod længe i skyggen af landsbyen Köpinge, beliggende omtrent hvor Ramlösa nu ligger, hvilket var områdets vigtigste handelsplads.
Flere vikingeflåder sejlede gennem strædet, og for at beskytte overfarten mellem Skåne og Sjælland på den smalleste del af Øresund blev en simpel fæstning bygget, sandsynligvis af palisader af træ, oppe på landborgen.
Helsingborg navn kommer fra ordet "helsing", hvilket betyder hals, og betegner den smalle passage i det nordlige Øresund, hvor Helsingborg og Helsingør er beliggende.
De, der boede her blev kaldt "helsingar", og fæstningen fik navnet "helsingarnes borg", eller Helsingborg.
1070 omdøbtes byen af den tyske biskop Adam af Bremen:

"Der er en kort overfart ved det baltiske hav ved Helsingborg, på hvilket sted Sjælland kan ses fra Skåne, et sædvanligt tilholdssted for vikinger."

Vandlinjen var på det tidspunkt cirka hvor Kullagatan nu ligger og derfor var lå fæstningen meget tættere på vandet.
Dens vedligeholdelse og forvaltning kan have givet anledning til en vis bebyggelse, men den beskyttelse som fæstningen tilbød lokkede formodentligt flere bosættere til.
Der er under udgravninger blevet fundet at i 1000-tallet lå hele tre kirker, først trækirker, men siden afløst af mere permanente teglstenskirker i 1100-tallet.
De tre kirker blev viet til Sankt Clemens, Sankt Peter og Sankt Olai.
Det ældste bevis på, at Helsingborg havde status af by kommer fra et gavebrev fra den danske konge Knud den Hellige sendt til Lund Domkirke den 21. maj 1085.
Denne dato regnes derfor som byens officielle fødselsdato.


I 1100-tallet byggedes en mere permanent befæstning på landborgen.
Den bestod af et rundt kernetårn i sandsten og omkring dette en oval ringmur, 180 meter lang og 150 meter bred.
Murens porttårn vendte mod øst, mens der i vest var en rundkirke ved navn St. Michaels kapel bygget ind i muren.
Bestræbelserne på at forstærke borgens forsvar er et tegn på Helsingborgs stadig større betydning.
Til Helsingborg slotslen hørte tre distrikter, hvilket var meget på den tid, desuden forøgedes de med tiden.
Lensherren på Helsingborgs slot kontrollerede flere handelsruter fra nord og var ansvarlig for forsvaret af Danmarks nordlige grænse mod Sverige.
Stigningen i skibsfarten i Øresund med et stigende antal handelsskibe som lagde til i byen var også af vigtigtighed.
I 1200-tallet begyndte der derfor at være mere permanente bosættelser på kysten nedenfor landborgen, hvor der endda blev bygget en simpel murstenskirke dedikeret til Sankta Marias kirke, Helsingborg.



Kronregalierne.

Kronregalierna, eller kronjuvelerne, har været i Tower siden 1303, efter at have blevet stjålet fra Westminster Abbey.
De fleste af dem skulle være genfundet kort tid efter kroningen af Karl II af England, men offentligheden kunne få lov til at se dem ved at betale et gebyr til vogteren.
Dette stoppede man med efter at Thomas Blood stjal regalierna efter at have bundet og kneblet vogteren.
Regalierne blev derefter flyttet til Wakefield Tower, hvor de var i omkring et hundrede år.
Der var de beskyttet af bevæbnede vagter.
Under anden verdenskrig skal de være blevet flyttet af sikkerhedsmæssige grunde, og opbevaret sammen med Bank of Englands guldreserve, enten i Sun Life Insurance Company i Montreal i Canada, i Round Tower på Windsor Castle eller i Fort Knox i USA.
Windsor er det mest sandsynlige sted eftersom regalierne ikke bør forlade riget.
I 1967 flyttedes de til Waterloo_Block_och_Jewel_House i Tower, hvor de fortsat er.
For mange af Tower er det kulminationen at få kronregalierna at se og der er ofte lange køer.
For at håndtere så mange besøgende, og samtidig sørge for sikkerheden, må de besøgende stå på et transportbånd, der langsomt kører forbi regalierne.



Fredriksberg (undertiden benævnt Säfsen, efter oprindelige finske by i Säfsbyn, turistanlægget Säfsen Resort eller Säfsnäs) er et byområde i den vestlige del af Ludvika kommune, sydvestlige Dalenes amt, Sverige.
Fredriksberg er det 926. største byområde i Sverige og den fjerde største i kommunen Ludvika.
Befolkningen i 2005 beløb sig til 717 personer.
Fredriksberg, der ligger omkring 60 kilometer vest for Ludvika centralby, er befolkningsmæssigt og økonomisk centrum for den vestlige del af Ludvika kommune, og visse dele af den kommunale administration findes på stedet.
Fredriksberg er afsondret beliggende nær grænsen mellem Dalarna, Värmland og Västmanland, med de fleste større byer i regionen, såsom Borlänge, Karlstad, Örebro, Dalarna, Karlskoga og Mora på en afstand af 8-13 mil og de nærmeste tætte bebyggelser Lesjöfors og Sunnansjö på en afstand af 3-4 mil.
Fredriksberg blev grundlagt i 1729 som en industriby, og jern- og skovindustrien har længe spillet en vigtig rolle for stedet.
Områderne omkring Fredriksberg er i vid udstrækning er domineret af vildmark og udenlandsk og indenlandsk turisme er i dag den dominerende næringsvej i distriktet, den største aktør er Säfsen Resort.
Fredriksberg bærer endnu i dag mange spor fra de tungere industrielle epoker, hvilket gør stedet til et populært rejsemål for "urban explorers".


Historie.

Områderne omkring Fredriksberg regnes for at have været beboet siden 1600-tallet.
De første bosættere var finske indvandrere, der bedrev svedjebrug, hvorfor områderne også blev kendt som finnmarker.
Området omkring Frederiksberg udgjorde oprindeligt den sydlige del af Nås finnmark, og området regnes som en del af Västerdalarna (i modsætning til resten af Ludvika Kommune, som regnes til Bergslagen).


Registreret partnerskab eller registreret parforhold er det juridiske modstykke til ægteskaber mellem samme køn, i de tilfælde hvor lovgivningen ikke har villet ligestille dem med ægteskabet mellem mand og kvinde.
Registreret parforhold er det finske udtryk.
I Sverige anvendes i almindelighed udtrykket registreret partnerskab om tilsvarende love i andre lande.
I den sene middelalder i Frankrig kunne to personer af samme køn skrive en kontrakt "Affrérement" (Broderskab frit oversat).
Det gik til på den måde at man skrev kontrakt med vidner og en notar.
Her lovede man hinanden at dele liv og ejendom.
Dette var juridisk gyldigt.
Kan ses som en tidlig udgave af registreret partnerskab.
Love om registreret partnerskab, som i alt væsentligt svarer til ægteskab har eksisteret mellem 1995 og 2009 i Sverige og findes i blandt andet Finland, Danmark, Norge, Island, Holland, New Zealand, Storbritannien, Tyskland, Schweiz og de amerikanske stater Vermont, New Jersey og Connecticut.
Andorra, Frankrig, Luxembourg, Slovenien og Tjekkiet har partnerskabslove med mere begrænset juridisk virkning.
Hollands partnerskabslov og nogle flere er åbne for par både af samme og forskelligt køn.
Spanien, Belgien, Holland, Sydafrika og Canada har i stedet for registrerede partnerskaber valgt fuldt ud at åbne ægteskabslovene for homoseksuelle par.
I 2009 blev det muligt også i Sverige. 
